Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Slettegården

En del af klynge BV3

Børnehaven Slettegården er en lille, selvejende børnehave, som siden 2018 har været en del af den selvejende klynge BV3. I klyngen er der, udover Slettegården, tilknyttet to børnehaver og en vuggestue.

Som klynge hjælper vi ofte hinanden på tværs af institutionerne f.eks. ift. lån af vikarer, så vi altid sikrer at have hænder nok til børnene. Herudover mødes vi ofte på legepladser, og vi arrangerer fællesaktiviteter for de større børn, som skal starte i skole. Da størstedelen af børnene ofte starter på distrikt skolen giver det et godt fundament for en god skolestart, at mange af børnene allerede kender hinanden på tværs i klyngen.

Herudover har klyngen en sampasningsordning ifm. kommunens lukkedage, hvor vi på skift tilbyder nødpasning afhængig af kapacitet og behov.

Normering

Børnehaven Slettegården er normeret til 23 børn mellem 2,10 og 6 år. Det gør os til en mindre institution sammenlignet med andre dagtilbud i kommunen. Grundet vores størrelse kan vi være nærværende i samspillet mellem børn og voksne, og børnene har altid et godt og nært kendskab til børnehavens personale.

Vi har 1 daglig leder, 2 pædagoger, 2 pædagogmedhjælpere, hvilket sikrer børnene en god normering. Herudover har vi ofte en PAU-studerende tilknyttet, hvilket ikke alene giver et ekstra sæt hænder, men også en masse ny viden på det pædagogiske område.

Udflugter og aktiviteter

Vi vægter ture ud af huset højt og bestræber os på at have en fast ugentlig turdag.

Med en central placering i Katrinedalskvarteret har vi gode muligheder for at tage på spændende ture i nærområdet. F.eks. besøger vi ofte lokale legepladser, Grøndalsparken og Grøndalscentret, men vi benytter også muligheden for nemt at rejse med metro og bus til at tage på udflugter længere væk.

F.eks. tager vi ofte til Vestamager, Dyrehaven eller Amager Strandpark, når vejret er til den lunere side. Om vinteren tager vi hvert år til Ishøj Teater for at se det årlige julestykke samt det lokale Cirkus Panik i Vanløse.

Forældreengagement

Børnehaven tilskynder et godt forældresamarbejde, hvor vi prioriterer den daglige dialog meget højt. Vores personale er derfor altid til rådighed, hvis en forælder har brug for en snak vedr. barnets trivsel eller andet.

Herudover har børnehaven et aktivt forældreråd, der bl.a. står for at planlægge forskellige aktiviteter, hvor forældregruppen kan samles, f.eks. forældre-kaffe, en klippe-klister dag til jul m.m.

Bedsteforældre er også velkomne – især til den årlige ”Bedsteforældre-dag”, hvor man sammen med sit barnebarn deltager i en hyggestund i børnehaven, hvor vi bl.a. planter en blomst/plante på legepladsen.